Jeg er blevet levende igen og kan gøre alt det, som gør mig glad

 

Nu kan jeg igen lytte til operamusik, læse mine yndlingsbøger og være den mand, jeg ønsker at være over for min kone, siger torturoverlever Reza fra Iran, der netop har overstået et behandlingsforløb i DIGNITY.
- Reza, torturoverlever 

Jeg var ikke særlig gammel. Måske i begyndelsen af mine teenageår, da jeg blev anholdt i Iran. Det var lige efter revolutionen, og jeg havde som politisk aktiv på venstrefløjen været med til at hænge politiske plakater op med mine venner.

Men vi blev opdaget af politiet, fik hætter over hovedet og ført ind i en bil.

Jeg vidste ikke, hvad der ventede mig. I fængslet blev vi taget ud på badeværelset. Andre fanger smed tæpper på os og tæskede løs på vores kroppe. Så holdt de os nede og voldtog os. Jeg kiggede på min ven, mens min ven og jeg blive fastholdt og voldtaget. Herefter forlod de os. Vi rejste os og lagde os i vores køjesenge under tæpperne uden at sige et ord til hinanden i flere uger med skam og frustration. Vi spiste knap nok. Nogle fanger var så venlige at stille brød og vand ved siden af vores senge.

Med tiden samlede vi vores kræfter og besluttede os for at melde det til fængselslederen. Vi var naive, for vi fortalte, at vi var blevet slået. Voldtægten var for skamfuld at tale om. Vi troede, han ville hjælpe. I stedet endte det med, at fængselslederen også tæskede os.

 

Forandret for altid

Vi blev flyttet mellem fængsler, husker jeg. Foran ét af fængslerne henrettede de andre fanger. Vi hørte skuddene og vidste, hvad der var sket, men kunne intet se, da vi havde bind for øjnene. Mine medfanger og jeg plejede tælle skuddene. Vi aftalte, at vi ville fortælle omverdenen om de forbrydelser, der var sket her. Hvert skud var et mistet liv.

Efter nogle år lykkedes det min familie at købe mig ud af fængslet. Jeg var forandret for altid, da jeg kom ud.

Volden i fængslet havde mærket mig, og angsten fulgte mig, hvor end jeg gik. Min familie ledsagede mig, når jeg skulle købe brød hos bageren. Jeg følte mig som fremmed i mit eget land og var bange for min egen skygge. Det er det, som tortur gør ved et menneske. Du bliver knækket som menneske.

Jeg kan huske, at jeg én dag prøvede at fortælle mine forældre, hvad der var sket i fængslet. Jeg kunne ikke. Skammen var for stor, og de var heller ikke parate til at høre om volden, skinhenrettelserne og voldtægten.

Da jeg en dag endelig gik ud alene, blev jeg anholdt igen og blev kørt på stationen. Jeg blev heldigvis løsladt, men under afhøringen kom det frem, at de vidste alt om mig. Alt, hvad jeg foretog mig ned til mindste detalje.

 

Flugten 

Jeg kunne ikke længere være i Iran, og min familie bakkede mig op i, at det var tid til at forlade landet. Jeg flygtede på hesteryg over bjergene til Tyrkiet sammen med andre, der som jeg havde betalt for det. Manden der sad bag mig på hesteryggen, blev skudt undervejs.

I Tyrkiet henvendte jeg mig til et FN-kontor, hvor jeg ansøgte om at blive kvoteflygtning. Det var en lang proces. I Tyrkiet blev jeg anholdt af det lokale politi, slået og kørt tilbage til grænsen. Jeg bestak betjentene, som lod mig gå igen. Jeg henvendte mig igen til FN-kontoret. Denne gang var min sag gået igennem, og jeg havde valget mellem Norge, Holland og Danmark. Jeg kendte ingen af landene. Men Norge lød ekstremt koldt, så jeg valgte Danmark.

Jeg landede i Danmark i slutningen af 1980´erne og flyttede til en by i Sønderjylland. Her lærte jeg som det første at sige ’mojn’ og faldt egentlig ret hurtigt til. Jeg begyndte først i sprogskole og siden hen højskole. Når jeg fik fri, gik jeg på biblioteket og hørte lydbøger på dansk. Ikke længe efter tog jeg en 9. klasse, og så fik jeg arbejde på et værksted.

Det var et skønt sted med gode kolleger. Jeg udviklede mig sprogligt her og lærte at svejse. Jeg havde en sjov episode med min chef i den første tid. Han bad mig om at ’smøre’ værktøjet. Er du sikker, spurgte jeg?

Det er godt nok underligt, tænkte jeg, men hvad ved jeg.

Herefter tog jeg værktøjet og gik i gang med at smøre det… med smør… Det har vi grint meget ad til julefrokoster sidenhen.

Senere tog jeg en HF og kom også på universitetet og begyndte at lave frivilligt arbejde. Her mødte jeg en sød kvinde, som jeg er gift med i dag.

 

Traumerne fra fængslet

Mine traumer fra fængslet i Iran har det med at blusse op, når jeg bliver ramt af livskriser.

Senest blev jeg ramt af en hård depression og blev henvist til DIGNITY, hvor jeg har fået hjælp før. Jeg havde langsomt mistet min selvtillid og mit selvværd. Især når jeg ikke er i arbejde, føler jeg mig usynliggjort og bliver plaget af uro og angst.

Jeg er generelt et positivt menneske. Jeg elsker at høre musik, læse gode bøger om filosofi og være sammen med mennesker. Men min PTSD gør mig trist, jeg mister smilet, glæden og lysten til alt det, der gør mig glad. Jeg kan pludselig de ting, der giver mit liv mening.

Sådan havde jeg det, da jeg sad foran min psykolog i DIGNITY. Det har ændret sig nu.

Jeg har fået et sprog til at tale om alt det, som jeg oplevede i fængslet som ung. Når jeg talte om det tidligere, så rystede jeg og fik svedeture.

Min psykolog har virkelig stået ved min side, og det er en vidunderlig følelse. Hun respekterede mig og anerkendte mig, og når jeg faldt ned i et hul, samlede hun mig op på smukkeste vis og gav mig håb og mening.  Med tiden blev terapien et værktøj til at åbne mine øjne igen. Som et maleri, der stykke for stykke åbenbarer sig for dig, så du til sidst ser alle farverne og stregerne helt tydeligt. Jeg er levende igen. Nu kan jeg igen lytte til operamusik, læse mine yndlingsbøger og være den mand, jeg ønsker at være over for min kone. Det har især gjort ondt på mig, når jeg har talt hårdt til hende, og hun har svaret mig, at ’hun nærmest ikke kan genkende mig’.

Jeg har to råd til andre torturoverlevere. Det første er, at de skal søge hjælp, selv om det kan være skamfuldt at tale om. Der er hjælp, og du kan få det bedre. Mit andet råd: Kom ud på arbejdsmarkedet, hvis du ikke allerede er det. Det, at stå op til noget hver dag, at have kolleger, at være en del af et fællesskab, en fagforening, at blive anerkendt, det giver så god mening.  Vi mistede en del ved at flygte fra vores hjemland, naboer, venner, familie og kammeraterne. Vi har et ansvar og mulighed for at skabe mening med livet.  Mine oplevelser og terapi har tydeliggjort mine værdier, og hvor vigtig min familie er for mig.

Jeg er et bedre sted i dag end før behandlingen. Men smerten vil altid være en del af mit liv, den skal jeg leve med, men det vil glæden og kærligheden også være. Til musikken, bøgerne og min familie – alt det, som gør livet smukt.

Reza er et fiktivt navn, da han har ønsket at være anonym. Vi er bekendt med hans identitet.