Danmark og Østrig støtter Tunesien med 26 millioner kroner for at hjælpe landet med at kontrollere sine grænser. Vi har spurgt programleder, Ahlam Chemlali, om regeringens planer og om vilkårene for migranter i Tunesien, som hun har mødt flere gange.
Af Salim Tayssir Melhem
Regeringen har meddelt, at de vil støtte Tunesien med 26 millioner kroner. Pengene vil gå til at bygge et træningscenter for grænseforvaltning i den sydlige del af landet. Kan du beskrive migrantsituationen i Tunesien?
Knap 5000 migranter og flygtninge er registreret og befinder sig lige nu i Tunesien. Der dog også et mørketal i forhold antallet af udokumenterede migranter og flygtninge. Historisk har Tunesien været et immigrationsland, men Tunesien er i de seneste år også blevet et transitland for migrationsstrømme fra Libyen, Afrikas Horn og landene i Sub-Sahara. Især det seneste år – på grund af den eskalerende borgerkrig i Libyen – har mange migranter og flygtninge krydset den libysk-tunesiske grænse.
Hvad er baggrunden for regeringens støtte til Tunesien?
Regeringen og EU har længe ønsket at bremse migrantstrømmen fra Nordafrika til EU. Denne nye aftale er et forsøg på at gøre netop dette, og det er ikke en nogen ny tilgang. Meget tyder på, at når man betaler andre lande for at øge deres grænsekontrol, så har det en tendens til at skabe grobund for farligere smuglerruter snarere end at indføre et mere retfærdigt og humant migrationssystem. Det stopper ikke migrationen, den bliver bare mere prekær og farlig.
Du har arbejdet med migration og interviewet migranter i Tunesien. Hvad oplever de af udfordringer?
De migranter, som jeg har talt med i Tunesien, har været præget af usikkerhed og frygt. Det skyldes, at mange af dem sidder fast i transit, som de betegner som ’ingenmandsland’. Uvisheden om deres fremtid tærer på dem, fordi de ikke kan komme videre. Denne tendens er kun blevet forstærket under Corona-krisen. Mange af migrantlejrene i Tunesien er også i elendig forfatning. Sidste år blev myndigheder nødt til at lukke en lejr langs den tunesiske-libyske grænse, fordi forholdene var så dårlige. Traumer er også meget udbredt blandt migranterne.
Hvorfor?
Mange af dem har været udsat for slavelignende forhold med tortur, vold og overgreb fra lejre i Libyen eller på migrationsruten fra Vestafrika op igennem Sahara-ørkenen, inden de ankom til Tunesien. Derfor er det helt afgørende, at man garanterer migranternes rettigheder – også i forhold til adgang til sundhedsydelser og psykosocial og traumebehandling. Der er adskillige tunesiske organisationer, der er kritiske overfor om myndighederne overhovedet er i stand til det. Nu kender vi ikke detaljerne i regeringens aftale, men det vi ved fra tidligere lignende aftaler er, at der har været gentagende problemer med at sikre migranters rettigheder og beskyttelse i Tunesien. Det bør regeringen prioritere, når de giver penge til Tunesien.
Hvordan?
Vi skal ikke gå på kompromis med respekt for menneskerettighederne og de internationale forpligtelser. Det skal tænkes ind i støtten. Derudover er det vigtigt med en uafhængig monitorering af grænsepolitiet. Det er også afgørende at sikre, at personer i migrantpopulationen, som er flygtninge, bliver beskyttet mod refoulement, hvilket vil sige tilbagesendelse til forfølgelse, vilkårlige fængslinger og tortur.
