Allerede før grundlæggelsen af RCT, det senere DIGNITY, behandlede grundlæggeren Inge Genefke torturoverlevere. En af dem var Archana Guha fra Indien, som vi har besøgt i anledning af DIGNITY’s 40-års jubilæum.
Flyet fra Frankfurt landede planmæssigt i Kastrup onsdag eftermiddag 9. januar 1980. Efter at næsten alle passagerer havde forladt flyet, var den 38-årige skoleleder Archana Guha fra Kolkata i Indien og hendes bror Saumen alene tilbage med besætningen. En lyshåret kvinde på Archanas egen alder trådte ind i flyet.
»I am here«, råbte kvinden og kaldte på Archana og hendes bror.
Archana lå på en båre, lam i benene, efter i 1974 at have været udsat for brutal tortur under afhøringer hos politiet i sin hjemby. Bag sig havde Archana og hendes bror, der var med som hjælper, en lang flyrejse fra Kolkata via Bombay og Frankfurt.
Den lyshårede kvinde, der steg om bord på flyet, var Inge Genefke, den danske læge, der et par år senere grundlagde Rehabiliteringscenter for Torturofre (RCT), som i dag hedder DIGNITY.
Den januaronsdag i 1980 var det i egenskab af medlem af Amnesty Internationals Lægegruppe, at Inge Genefke tog imod de to indiske gæster, der var kommet for, at Archana i Danmark kunne få den bedst mulige behandling for sine alvorlige torturskader. Amnesty var gået ind i Archanas sag i 1977 og havde længe arbejdet for, at hun kunne få behandling i Europa.
Lægerne i Indien havde forklaret, at Archana havde brug for hydroterapi – altså behandling i et stort bassin med vand, hvor hun forhåbentlig ville kunne begynde at bevæge sine ben igen. Den behandling kunne hun ikke få i Indien, men med Amnestys mellemkomst lykkedes det at få den vestbengalske regering til at betale flybilletterne til København, hvor Inge Genefke stod klar til at tage imod.
»Den dag i flyet, da jeg mødte Inge første gang, troede jeg ikke, at jeg nogensinde ville komme til at gå igen«, fortæller Archana i dag mere end 42 år senere i den lejlighed på Amager, hvor hun bor sammen med sin mand.
Archana, som i dag i en alder af over 80 går ubesværet rundt i lejligheden, fik ikke bare evnen til at gå igen. Hun fik også meget andet.
De første skridt
Archana og hendes bror kørte fra lufthavnen med Inge Genefke i en ambulance direkte til Rigshospitalet, hvor Archana tilbragte de næste knap tre måneder. På Rigshospitalet tog hun sine første skridt efter lammelsen. Rigshospitalets læger, fysioterapeuter og sygeplejersker kunne heldigvis levere præcis den hydroterapi og anden behandling, som Archana havde brug for.
Selv om Archana stort set ikke så andet af Danmark end Rigshospitalets indre, inden hun igen fløj hjem til Indien 31. marts 1980, da hendes tre måneders visum var ved at udløbe, har hun lutter gode minder fra opholdet.
»Alle var så søde mod mig. Inge besøgte mig næsten hver dag og sørgede for, at jeg fik særlig kost bestående af fisk, grøntsager og ris«.
Archana fik hurtigt et godt og nært forhold til Inge Genefke:
»Da jeg mødte hende, følte jeg, at jeg havde mødt en ven, jeg kunne stole på. Jeg følte mig tryg og vidste, at hun ville hjælpe mig«, siger Archana, der i 1980’erne fik en del omtale i medierne som et eksempel på en torturoverlever, der havde glæde af behandling.
Portøren, der hjalp
En af de andre, der hjalp Archana under opholdet på Rigshospitalet, var Per Jensen, som var ansat som portør. Han stod blandt andet for at køre hendes kørestol fra sengen hen til fysioterapeuternes træningsrum. Da Archana skulle flyve hjem, var Per med i lufthavnen for at hjælpe og sige farvel, og i de følgende måneder skrev de sammen.
I oktober samme år rejste Per uanmeldt til Kolkata for at se, hvordan Archana havde det. Da han fandt ud af, at hun stadig kun kunne gå få skridt, besluttede han sig for at spørge hende, om hun ville gifte sig med ham, så hun kunne komme til Danmark og fortsætte sin behandling på Rigshospitalet. Pers frieri var ikke planlagt hjemmefra:
»Det skete bare«, siger han.
Både Archana og hendes mor sagde ja til giftermålet, og i år har Archana og Per været gift i 42 år.
I december 1980 kom Archana – nu fru Jensen – igen til Danmark, hvor Per sørgede for, at det var en bestemt og lidt striks fysioterapeut, Else Clausen, der fik ansvaret for Archanas fysioterapi.
»Jeg vidste, at hun var den helt rigtige, hvis Archana virkelig skulle gøre fremskridt«, forklarer Per, der fra sit arbejde havde udmærket kendskab til mange af Rigshospitalets læger og fysioterapeuter.
Og Else Clausen gik op i sit arbejde med Archana:
»Hun gjorde meget mere end det, der var hendes arbejde. Hun tog mig med rundt i København og lærte mig, hvordan man kommer ind og ud af busser«, husker Archana.
I løbet af det følgende års tid fik Archana sin fulde førlighed igen.
Livslangt venskab
Ud over evnen til at gå og sin ægtemand fik Archana også et livslangt venskab med Inge Genefke og med Inge Genefkes mor Helen. Archana fortsatte med at komme i rehabiliteringscentret RCT, der i de første år efter grundlæggelsen i 1982 holdt til i en tidligere overlægevilla på Juliane Maries Vej ved Rigshospitalet.
Efter at Archana havde slået sig ned med Per i Danmark, fortsatte den retssag mod hendes torturbødler, som var blevet mulig, efter at Kongrespartiet og premierminister Indira Gandhi efter en brutal undtagelsestilstand fra 1975 til 1977 mistede magten i Indien.
Selv om Archana havde påbegyndt et nyt liv med Per i Danmark, rejste hun i lange perioder tilbage til Kolkata til retssagen, der kom til at strække sig over 19 år, før der i 1996 endelig faldt dom over de bødler, der var ansvarlige for torturen.
I de år rejste Archana også verden rundt for Amnesty og fortalte om torturen og om den livsvigtige behandling, der gav hende førligheden igen.
I dag lever Archana og Per en stilfærdig pensionisttilværelse i Tårnby få hundrede meter fra den lufthavn, hvor Archana første gang mødte Inge Genefke. De var i mange år en del af kredsen omkring RCT og blev inviteret med til prisoverrækkelser og jubilæumsfester sammen med andre af de allerførste torturoverlevere, der fik behandling hos RCT og Inge Genefke.
»Den behandling var helt afgørende for mig. Jeg blev normal igen. Jeg lærte at gå. Jeg kunne støtte min familie, og jeg kunne fortsætte min retssag«, siger Archana.
