Omar blev udsat for tortur i et syrisk fængsel. Det fik ham til at miste tilliden til andre mennesker, og undervejs mistede han også en del af sig selv. I dag har fået hjælp i DIGNITY og genvundet håbet for fremtiden.
»Mine traumer fra borgerkrigen og flugten åd mig op i den grad, at jeg ikke længere kunne genkende mig selv. Jeg vidste, at jeg skulle have hjælp«.
Omar, der er en mand i fyrrerne, flygtede fra den syriske borgerkrig, fordi han flere gange havde været i politiets søgelys. Omar endte i Danmark. Det var den billigste flybillet, han kunne finde. Planen var at tage færgen eller toget videre mod Norge. Men i lufthavnen blev Omar stoppet af de danske grænsebetjente. Her søgte han om asyl.
»Jeg følte mig overladt til mig selv, da jeg kom til Danmark. Jeg havde ingen. Tit stod jeg i en situation, hvor jeg ikke havde noget sted at bo. Hvis vejret var til det, sov jeg på en strand. Ud af den ensomhed begyndte traumerne at vælte ud«.
Én dag var Omar ude at gå en tur, da en tilfældig forbipasserende gjorde ham opmærksom på, at han talte med sig selv. ’Er jeg ved at blive skør?’, spurgte Omar sig selv.
Omar savnede livet i Syrien, hvor han arbejdede i en butik, og det har været svært for ham at tilpasse sig en normal hverdag efter flugten.
»For at få mine tanker væk, begyndte jeg at købe heldagsbilletter til offentlig transport. Jeg kunne sidde i en bus eller metro en hel dag uden at vide, hvor jeg skulle hen. Bare for at slå tiden ihjel og få afkølet min hjerne«.
Med tiden fik han det værre. Han blev ramt af to blodpropper. Og han er slet ikke i tvivl om årsagen.
»Jeg var konstant stresset. Og det jeg havde oplevet i Syrien, blev ved med at vende tilbage i mine tanker. Min nattesøvn blev afbrudt af mareridt fra mine oplevelser med tortur og mishandling i politiets varetægt«.
Traumet
Omar blev adskillige gange tilbageholdt og fængslet i Syrien. Især én af gangene har sat sig dybt i hukommelsen. Det skete efter en demonstration, hvor han blev anholdt.
»Jeg blev låst inde i et lille rum med en række andre andre, hvor vi næsten sad oven på hinanden. Vi blev klædt af og havde ingen adgang til mad, vand eller ren luft. Hvis jeg skulle på toilet, var der et lille hul i gulvet. Det var ydmygende. Den første dag kom vagterne og tissede på os«.
Ingen af fangerne blev afhørt eller fik mulighed for at forklare sig selv.
»En af de indsatte var gravid. Og hun led meget inde i det her lille rum uden ilt. Vi forsøgte flere gange at bære hende op til et lille hul under loftet, så hun kunne få luft«.
En dag gik hun i fødsel.
»Jeg havde aldrig før oplevet en fødsel, og jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle ske i et fængsel. Det var intense timer, hvor vi forsøgte at hjælpe den fødende kvinde. Jeg holdt hende, imens de andre stod klar tage i mod babyen«.
Fra det lille fængselsrum blev der råbt og skreget efter hjælp. Men vagterne svarede ikke, selv om de vidste, at kvinden var i gang med at føde.
»Vi opgav håbet om at få hjælp. Kvinden gik i fødsel, og ingen vidste, hvad vi skulle gøre. En af de indsatte brugte sine tænder til at bide navlesnoren over. Kvinden faldt om i mine arme«.
»Lige siden har jeg ikke kunne sove ordenligt om natten«.
Nogen tid efter blev Omar løsladt.
Hjælp
Efter nogle turbulente år i Danmark, hvor Omar ikke havde et fast sted at bo, fik han et værelse på et opholdssted.
Personalet på opholdsstedet lagde mærke til Omars adfærd, der adskilte sig en smule fra de andre beboeres.
»Jeg brugte meget tid på at gøre rent og ordne mit værelse. Når jeg ikke kunne gøre mere rent, gik jeg frem og tilbage i timevis – selv om natten. Når jeg faldt i søvn, blev jeg ofte vækket af mareridt, som handlede om min tid i fængslet«.
Behandlingen
En kontaktperson fra kommunen hjalp Omar videre med at få en henvisning til DIGNITY. I begyndelsen var han skeptisk.
»Det er svært at åbne op om de ting, som jeg har oplevet i fængslet. Jeg var også mistroisk. Kan man stole på dem? Kan man stole på tolkene? Men jeg lærte hurtigt, at tolkene ikke kun var dygtige, empatiske og knivskarpe, men at de også har tavshedspligt, så jeg kunne være helt rolig. Jeg vil gerne fremhæve tolkene som noget helt særligt i DIGNITY«, siger Omar, der fortæller, at han allerede efter tredje behandling kunne mærke en positiv forskel i sit liv.
»Alle behandlede mig med respekt og værdighed. Jeg begyndte at se frem til min behandling og kom altid til tiden. Jeg fortalte så ærligt som muligt om traumerne, så jeg kunne få det bedst mulige ud af behandlingen. I dag har jeg været i behandling i et år. Mine mareridt blevet færre, og jeg har fået redskaber til at håndtere traumerne«.
Og han har et klart budskab til andre torturoverlevere:
»Hvis du ikke åbner op for dine traumer, så vil de jage dig i dine mareridt. Der er ting, som aldrig skal ud, og det er fint. Men der er også ting, der skal ud, før du kan få det bedre. Selv om du ikke taler om det hele, så er det med til at lette et stort tryk fra dit bryst, hvis du åbner lidt op for posen. Tal med din læge, få en henvisning til DIGNITY, og prøv det. Hvis du ikke bryder dig om det, så stop, men giv det i det mindste en chance. Det har gjort en kæmpe forskel for mig«.
Omar er begyndt at drømme igen efter et år med behandling.
»Fra første dag jeg trådte ind hos DIGNITY, så de mig ikke som et offer eller en psykisk syg person. De så, at jeg havde nogle udfordringer og hjalp mig med dem. Det gav mig håbet tilbage om, at det, jeg kæmpede med, var noget, som de mente, at jeg kunne gøre noget ved. Jeg lærte at stå på mine ben igen og turde drømme om at åbne min egen butik. Det er det vigtigste«.
