Fængselsbetjent: Jeg vil ikke bare være nøglesvinger


Skærpede disciplinærregler og den øgede brug af strafcelle har ændret klimaet mellem indsatte og ansatte i fængslerne, siger fængselsbetjent Steen Iversen fra Enner Mark Fængsel.

Steen Iversen husker en dag for fem-seks år siden, da han var på arbejde som fængselsbetjent i Enner Mark Fængsel nordvest for Horsens.

En af de indsatte kunne ikke finde ud af at overholde reglerne og råbte under gårdturen op til en medindsat i cellen.

Det rubriceres i Kriminalforsorgens verden som »ulovlig kommunikation«.

Steen fortalte den indsatte, at det var forbudt, og at han blev nødt til at afslutte gårdturen, hvis han blev ved. Dermed havde han givet en advarsel.

Den hjalp ikke. Den indsatte fortsatte med at råbe, og Steen afsluttede gårdturen, som han havde advaret om. Dermed var den sag ude af verden.

En dag eller to senere oplevede Steen Iversen det samme igen med en anden indsat. Men nu var der trådt nye, strenge regler i kraft, og Steen Iversen kunne ikke længere afslutte sagen på stedet. Efter de nye regler skulle den have et efterspil. Steen Iversen skulle skrive en rapport, og efter det såkaldte »normalreaktionsskema« fik den indsatte 15 dage i isolation – også kendt som strafcelle.

Oplevelsen er symptomatisk for Steens arbejde som fængselsbetjent – et erhverv han har været i, siden han for et årti siden startede på fagets treårige uddannelse.

Siden en række kraftige stramninger af fængslernes disciplinærregler i 2015 og 2016 har Steen Iversen og hans kolleger haft til opgave at skride hårdere ind mod en række brud på reglerne. Det kan være ulovlig kommunikation, indendørs rygning, upassende sprogbrug eller andet. Straffene udmåles efter normalreaktionsskemaet, som er ret firkantet i sin udformning og ikke giver plads til skøn – hverken hos den enkelte fængselsbetjent, som skriver rapport om en overtrædelse, eller den forhørsleder, som senere ikender en disciplinærstraf, som ofte er strafcelle.

»Tidligere kunne jeg løse konflikten med den enkelte indsatte med det samme. Nu skal jeg i stedet skrive en rapport, og så taler jeg ikke mere med den indsatte. I stedet bliver han ikendt en straf af en forhørsleder. Det betyder i praksis, at den indsatte retter sin frustration mod mig, for det er mig, der har skrevet rapporten«, forklarer Steen.

Statisk og dynamisk sikkerhed

I Kriminalforsorgen skelner man mellem statisk og dynamisk sikkerhed. Den statiske sikkerhed er de fysiske rammer: ringmuren, overvågningskameraerne, de låste døre. Den dynamiske sikkerhed er blandt andet relationsarbejdet mellem personalet og de indsatte.

»Den dynamiske sikkerhed er for mig den ultimative sikkerhed,« forklarer Steen. »Det er den sikkerhed, jeg som fængselsbetjent virkelig kan bruge til noget. Den sikkerhed findes, når de indsatte ikke bare opfatter mig som en ’blå skjorte’ fra systemet, men som Steen. Den opstår, når vi har kendskab til hinanden. For når den indsatte kender Steen, vil han ikke bare slå ham ned, selv om han er frustreret. Risikoen er større, hvis jeg bare er én fra systemet, som han ikke kender. Når jeg ikke bliver slået ned af de indsatte, er det ikke takket være ringmuren eller kropsvisitationer. Det er på grund af den dynamiske sikkerhed«.

Relationen mellem indsatte og ansatte har lidt skade af de voldsomme regelstramninger, som meget ofte fører til ikendelse af strafcelle. Det vurderer Steen, som i dag oplever en anden stemning, når han bevæger sig rundt blandt de indsatte på en afdeling.

»Da jeg startede i Kriminalforsorgen for ti år siden, var det normalt for os fængselsbetjente at gå rundt nede på gangen, uden at de indsatte kiggede skævt. Jeg kunne komme der for at opbygge relationer og tage et slag pool eller snakke om fodboldresultater. Det har ændret sig«.

I dag oplever Steen en forventning om, at han kommer med en opgave, når han viser sig på gangen blandt de indsatte.

»De oplever ikke, at jeg kommer for at være en del af deres hverdag. Det er blevet mere mentalt udmattende for os som fængselsbetjente at bevæge os rundt blandt de indsatte. Det betyder, at jeg, hvis jeg har ti minutter til overs på en vagt, ofte vælger at lade være med at gå derind, fordi det er nemmere«, forklarer Steen. Han tilføjer, at der i forvejen på grund af tidspres og personalemangel går lang tid imellem, at han har tid til at gå ind på gangen for at snakke uforpligtende med de indsatte.

Gøre en forskel

Da Steen i sin tid søgte ind som fængselsbetjent, var det for at gøre en forskel for de indsatte. Han ville »skubbe dem et sted hen, hvor et eller andet blev forbedret« - helst få dem helt ud af kriminalitet.

Under uddannelsen blev der lagt stor vægt på bløde værdier, samtaleteknikker og deeskalering uden magtanvendelse. Allerede under praktiktiden oplevede Steen, at virkeligheden i fængsler og arresthuse godt kunne være en anden, men der var bestemt plads til, at han kunne bruge det, han havde lært på skolen.

Siden er der sket en vægtforskydning og en ændring af forholdet mellem indsatte og ansatte, og Steen tilskriver den i høj grad de skærpede disciplinærregler og den eksplosive vækst i brugen af strafcelle.

Steen efterlyser et større råderum og plads til skøn for den enkelte fængselsbetjent. De nuværende regler betyder, at bestemte ord kategoriseres som »upassende sprogbrug« og ufravigeligt skal udløse en disciplinærstraf – ofte strafcelle. Der er ingen plads til skøn.

»Jeg skal bare skrive en rapport, og så er der en forhørsleder, som ordner resten. Det ville være meget bedre, hvis jeg kunne ordne det ansigt til ansigt med den indsatte. For eksempel ved at bede ham gå ned på sin celle og trække vejret i en halv time. I de fleste tilfælde vil han være faldet ned og sige undskyld, og problemet ville være løst. Hvis han stadig er aggressiv, ville jeg selvfølgelig kunne skrive en rapport«.

Straf på en anden måde

Steen ønsker sig et system, hvor man bruger andre disciplinærstraffe end strafcelle. Det kunne være inddragelse af retten til tv i cellen eller adgang til købmandsbutikken i perioder. Og så vil han gerne bruge gulerodsmetoder. I Enner Mark er der en behandlingsafdeling og en kontraktafdeling, hvor afsoningsforholdene er roligere end i resten af fængslet. Det er eftertragtede afdelinger, man skal ansøge om at komme på, og de indsatte dér bryder ikke reglerne, fordi de ved, at de kan miste retten til at afsone på afdelingen, hvis de gør det.

Arbejdet med at skabe relationer til de indsatte – både for at skabe den dynamiske sikkerhed og for at hjælpe de indsatte til et bedre liv – har fået en mindre plads i Steens arbejdsliv. Det skyldes både stramninger i disciplinærreglerne og de generelle bemandings- og rekrutteringsproblemer i Kriminalforsorgen.

»Jeg frygter at blive reduceret til en karikatur af en fængselsbetjent. En nøglesvinger«, forklarer Steen.

Det er baggrunden for, at han fra sin udkigspost i Østjylland lige nu holder godt øje med Christiansborg, hvor justitsminister Nick Hækkerup (S) i disse uger forhandler med Folketingets partier om en ny flerårsaftale om Kriminalforsorgens økonomi.

»Jeg håber, at forhandlingerne fører til en aftale, som arbejder i den anden retning. Ellers bliver jeg nødt til at spørge mig selv, om det er det her, jeg vil, eller om jeg skal lave noget andet«, siger Steen.