DIGNITY får ny bestyrelsesformand og vicedirektør

Fungerende formand for Dansk Psykolog Forening Dea Seidenfaden bliver ny bestyrelsesformand i DIGNITY, der også får ny vicedirektør.

DIGNITY har udpeget Dea Seidenfaden som ny bestyrelsesformand.

Dea Seidenfaden – som er uddannet psykolog – er fungerende formand for Dansk Psykolog Forening og har en baggrund i både Røde Kors og som områdechef i Enheden for Kriminalpræventive Indsatser i Københavns Kommune. Hun overtager posten efter Christian Balslev-Olesen.

»Jeg er meget glad for muligheden for at stå i spidsen for DIGNITYs internationale bestyrelse. Organisationen har gennemgået en stor udvikling i de seks år, hvor jeg har siddet i bestyrelsen. I dag er det en stærk menneskerettighedsorganisation, som er førende på forebyggelse af tortur og behandlingen af flygtninge med traumer fra krig, flugt og tortur. Jeg glæder mig til at forsætte den positive udvikling med direktion, medarbejdere og dygtige partnere over hele verden«, siger Dea Seidenfaden, der skal arbejde tæt sammen med Louise Holck fra Institut for Menneskerettigheder, som er ny næstformand.

Ny vicedirektør

Samtidig bliver international programchef i DIGNITY Morten Olesen ny vicedirektør/ COO i DIGNITY.

DIGNITYS direktør Rasmus Grue Christensen udtaler:

»Jeg glæder mig meget til samarbejdet med vores nye formandskab og DIGNITYs nye vicedirektør. Deres forskellige kompetencer og erfaringer vil bidrage positivt til DIGNITYs spændende udvikling som toneangivende international menneskerettighedsorganisation med en fortsat vigtig forankring i Danmark«.

Om DIGNTY:

DIGNITY er en menneskerettighedsorganisation, der kæmper for en verden fri for tortur og vold. DIGNITY – der har hovedsæde i København – forebygger tortur og vold i Danmark og internationalt og behandler traumeramte flygtninge.

Seneste nyheder