Barske vilkår for fængslede og flygtninge i Kagames Rwanda

 

Regeringer og menneskerettighedsorganisationer rapporterer om tortur og manglende retssikkerhed i Rwanda, som den danske regering vil lave en aftale om et asyl-modtagecenter med

Den danske regering arbejder på at indgå en aftale med præsident Paul Kagames regering i Rwanda om oprettelse af et modtagecenter, hvor det store flertal af asylansøgere, der kommer til Danmark, skal have deres sager behandlet. Får de asyl, vil de – efter planen – fortsat skulle bo i Rwanda uden mulighed for at komme til Danmark.

Paul Kagame (billedet) har været Rwandas reelle leder siden 1994. Fra 1994 til 2000 havde han titel af vicepræsident. Derefter overtog han selv præsidentposten. Kort efter blev hans forgænger anholdt og idømt en langvarig fængselsstraf, efter at han havde grundlagt et oppositionsparti. Eks-præsidenten blev siden benådet.

Det seneste præsidentvalg i 2017 vandt Kagame med 99 procent af stemmerne, efter at hans vigtigste modkandidat var blevet fængslet og anklaget for bl.a. dokumentfalsk i forbindelse med opstillingen til valget. Hun blev siden frifundet.

FN-organer, andre landes myndigheder og menneskerettighedsorganisationer påpeger en lang række menneskeretlige problemer i Rwanda. Mange af dem handler om tortur og andre former for nedværdigende og umenneskelig behandling.

I sine afsluttende bemærkninger til den anden periodiske rapport om Rwanda udtrykte FN’s Torturkomité (CAT) i december 2017 bekymring, fordi de rwandiske myndigheder havde afvist at undersøge påståede sager om tortur og mishandling i rwandiske militærlejre. Myndighedernes begrundelse var, at både de påståede ofre og de mistænkte var »ukendte«. CAT påpegede, at mindst 29 personer angav at have været udsat for tortur, at navnene på de mistænkte var meddelt myndighederne, og at de rwandiske myndigheder burde have efterforsket de mange sager.

Vi tvinger dig til at tilstå

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) udgav i 2017 rapporten We Will Force You to Confess om tortur I Rwanda. I rapporten dokumenterer HRW 104 tilfælde, hvor personer er blevet ulovligt tilbageholdt og i mange tilfælde udsat for tortur eller mishandlet i Rwandas militærfængsler mellem 2010 og 2016.

HRW har fulgt op på kritikken i sin årsrapport for 2020, hvor det fremgår, at det fortsat rapporteres, at »fængselsbetjente har brugt trusler, slag og intimidering mod tilbageholdte, bl.a. for at fremkalde tilståelser«.

I HRW-årsrapporten for 2022 står, at »vilkårlig tilbageholdelse, mishandling og tortur i officielle og uofficielle fængsler« er udbredt i Rwanda.

Storbritannien, der netop har indgået en aftale med Rwanda om et arrangement, der ligner den danske regerings planer, kritiserede i januar 2021 den rwandiske regering i forbindelse med FN’s Menneskerettighedsråds UPR-gennemgang af forholdene i Rwanda. Det skete i form af en anbefaling af, at regeringen i Kigali »gennemfører gennemskuelige, troværdige og uafhængige undersøgelser af beskyldninger om henrettelser uden dom, dødsfald under frihedsberøvelse, tvungne forsvindinger og tortur samt stiller de skyldige til ansvar«.

Tæsk og bind for øjnene

I menneskerettighedsrapporten fra USA’s udenrigsministerium for 2021 kan man læse, at rwanderen Paul Rusesabagina, hvis oplevelser under folkedrabet i 1994 er skildret i filmen Hotel Rwanda, har oplyst, at myndighederne ved hans tilbagevenden til Rwanda i august 2020 »bandt ham, gav ham bind for øjnene og tæskede ham i løbet af tilbageholdelsens første fire dage«.

I september 2020 blev han idømt 25 års fængsel for terrorisme-relateret kriminalitet, men domstolen gav ikke udtryk for, at Rusesabaginas påstande om den behandling, han havde fået, var blevet undersøgt.

I rapporten fra USA’s udenrigsministerium hedder det videre, at borgerjournalisten Aimable Karasira, der stod anklaget bl.a. for at »benægte folkedrabet«, i august 2020 angav, at han havde fået tæsk, mens han var varetægtsfængslet. Retten afviste Karasiras påstande som utroværdige, men oplyste intet om, hvorvidt de var blevet efterforsket.

Forholdene i fængslerne beskriver rapporten som varierende fra »barske og livsfarlige til noget, der nærmer sig internationale standarder«. Rapporten anerkender, at Rwandas regering har taget skridt til at gennemføre forbedringer i nogle fængsler, men der er stor forskel på standarden i de forskellige fængsler.

Mangel på uafhængig monitorering

Rwandas Nationale Kommission for Menneskerettigheder udfylder rollen som national forebyggende mekanisme (NPM) i henhold til tillægsprotokollen til FN’s Torturkonvention med hensyn til monitorering af fængsler og andre institutioner, hvor mennesker er frihedsberøvet. Samme funktion varetages i Danmark af Folketingets Ombudsmand i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY.

Påfaldende ved udtalelser fra den rwandiske NPM er imidlertid fraværet af kritik. Af kommissionens seneste afrapportering fremgår, at den hverken har fundet trusler, diskrimination eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, hvilket må siges af være usædvanligt, hvis man forudsætter, at monitoreringen er effektiv og uafhængig. Om det er Rwandas nationale menneskerettighedskommission, der er tiltænkt en monitoreringsfunktion ved et eventuelt kommende dansk asyl-modtagecenter, er uklart.

International monitorering af forholdene i rwandiske fængsler er ikke ubetinget blevet budt velkommen. I 2017 måtte underkomiteen SPT under FN’s Torturkomité på femtedagen af et planlagt syvdages besøg afbryde missionen, da underkomiteen var blevet nægtet adgang til institutioner og forhindret i at gennemføre fortrolige samtaler med frihedsberøvede.

»Mange af dem, som det er lykkedes os at interviewe, har givet udtryk for frygt for repressalier«, fortalte FN-delegationens armenske leder Arman Danielyan i en officiel udtalelse fra SPT.

Bortførelser og drab på flygtninge

De britiske og de danske planer handler ikke om indsatte i fængsler, men om asylansøgere og flygtninge – to grupper, der heller ikke ubetinget har gode forhold i Rwanda.

I årsrapporten for 2022 kritiserer Human Rights Watch Rwandas regering for at lægge pres på rwandiske flygtninge- og eksilsamfund så langt væk som Australien og Canada. »Flygtninge, der er kendt som kritikere af Rwandas regering er udsat for trusler og chikane«, hedder det i rapporten, der fortsætter: »I Afrika har Human Rights Watch dokumenteret og modtaget troværdige rapporter om rwandiske flygtninge og asylansøgere, der bortføres og sendes til Rwanda eller slås ihjel«.

Heller ikke de flygtninge, der har søgt tilflugt i Rwanda, behandles altid efter reglerne, skriver HRW i sin 2020-rapport.

I februar 2018 skød politiet mod en gruppe flygtninge fra Den Demokratiske Republik Congo, der demonstrerede uden for et FN-kontor i Rwanda. Mindst 12 blev dræbt. Den Nationale Kommission for Menneskerettigheder konkluderede, at politiet »havde brugt alle fredelige og  mindre skadelige midler for at kontrollere situationen«, og at skarpe skud blev brugt som en »sidste udvej, efter at et voldeligt og organiseret angreb fra demonstranternes side var sat ind mod politiet«.

Konklusionen fra kommissionen strider ifølge HRW mod uafhængige oplysninger om, at politiet brugte overdreven magt mod de congolesiske flygtninge.

HRW skriver videre, at mere end 60 flygtninge i perioden februar-maj 2018 blev anholdt og anklaget for at deltage i ulovlige demonstrationer, vold mod myndighedspersoner, oprør og manglende efterlevelse af politiets anvisninger. Nogle af dem blev anklaget for at »sprede falske oplysninger med henblik på at skabe en fjendtlig international opinion imod staten Rwanda«. Fra oktober 2018 til september 2019 blev 35 af disse flygtninge idømt fængselsstraffe på mellem tre måneder og 15 år. 22 blev løsladt.