Vi rykker nu et skridt tættere på at kunne stille gerningsmændene i Lukasjenkos regime til ansvar

Belarus-platformen, som er i fuld gang med at indsamle beviser for tortur og andre grove menneskerettighedskrænkelser begået af regimet i Belarus, modtager nu fornyet støtte fra en lang række stater.

Indtil videre har 14 stater og EU fornyet deres støtte til International Accountability Platform for Belarus (IAPB), som nu kan fortsætte arbejdet med at dokumentere grove menneskerettighedskrænkelser og internationale forbrydelser i Belarus

»Jeg er glad og stolt over den nye støtte til vores fortsatte arbejde med at dokumentere tortur og andre grove menneskerettighedskrænkelser og internationale forbrydelser i Belarus, og at vi hermed kan bidrage til, at gerningsmændene i Lukasjenkos regime bliver stillet til ansvar«, siger direktør i DIGNITY Rasmus Grue Christensen.

IAPB har indsamlet og analyseret informationer og beviser for grove menneskerettighedskrænkelser begået af belarusiske myndigheder i tiden op til og efter præsidentvalget i august 2020 og frem til i dag

»Med den nye støtte vil vi fortsætte og udvide den systematiske indsamling af beviser for tortur og andre internationale forbrydelser og bidrage til, at anklagemyndigheder rundt omkring i verden kan stille gerningsmændene til ansvar«, siger Rasmus Grue Christensen og fortsætter:

»Det er der behov for, da Lukasjenkos regime fortsætter undertrykkelsen af civile, menneskerettighedsforkæmpere og kritikere af regimet – nu blot i skyggen af krigen i Ukraine. IAPB er derfor et vigtigt redskab i kampen mod den straffrihed, som desværre hersker i Belarus«, siger Rasmus Grue Christensen og fortæller, at IAPB også støtter FN’s undersøgelse af menneskerettighedssituationen i Belarus, ledet af FN’s Højkommissær For Menneskerettigheder, og allerede har stillet alle indsamlede oplysninger til rådighed for FN.

Belarusiske partnere i front

Ekspertisen og erfaringerne fra IAPB vil også kunne bruges i andre lande, hvor der bliver begået alvorlige menneskerettigheds- og krigsforbrydelser

»Vi har opbygget og udviklet viden, netværk og erfaringer, som også kan implementeres i andre lande, herunder Ukraine«.

Ifølge Rasmus Grue Christensen vil arbejdet med IAPB dog ikke være muligt uden de belarusiske menneskerettighedsorganisationer.

»Selvom DIGNITY leder platformen, er de vigtigste kræfter de modige belarusiske menneskerettighedsorganisationer, som går forrest i arbejdet med at indsamle og dokumentere forbrydelserne i Belarus – og ofte med store personlige omkostninger. De fortjener i den grad vores anerkendelse. Der skal også lyde en tak til det danske udenrigsministerium, som har støttet IAPB fra begyndelsen«.

Baggrund:

IAPB er et konsortium af uafhængige ikke-statslige organisationer, der er gået sammen om at indsamle, konsolidere, verificere og bevare beviser for grove menneskerettighedskrænkelser, der udgør forbrydelser i henhold til internationale konventioner, og som antages at være begået af belarusiske myndigheder og andre i tiden op til og efter præsidentvalget i 2020. IAPB har til formål at bistå menneskerettighedsorganer og anklagemyndigheder, der søger skyldige stillet til ansvar.

IAPB’s ledelse er sammensat af de to belarusiske menneskerettighedsorganisationer Viasna og International Komité til Efterforskning af Tortur i Belarus og den internationale anti-tortur-organisation REDRESS samt DIGNITY, som står i spidsen for IAPB.

IAPB støttes af en lang række stater: Østrig, Belgien, Canada, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Tyskland, Island, Letland, Litauen, Holland, Norge, Polen, Rumænien, Slovakiet, Schweiz, Liechtenstein, Storbritannien og USA samt EU.

Seneste nyheder