Russiske styrker torturerer fanger i de besatte dele af Ukraine

Russiske styrker torturerer fanger i de besatte dele af Ukraine
Vadym Chovgan, juridisk rådgiver, DIGNITY

Omfattende rapport fra DIGNITY og vores ukrainske partnere dokumenterer udbredt og systematisk tortur

»Den tredje dag bad jeg torturbødlerne om slå mig uhjel, for jeg havde ikke noget at fortælle dem. Så tog én af dem sin elefanthue af, og jeg så, at han nok var en af de tjetjenske soldater, der kæmper på russisk side. Han lavede et videoopkald til en af sine overordnede og filmede mig med telefonen. Manden i den anden ende nikkede bare uden at sige noget. Men de blev ved med at torturere mig. Mine hænder blev lænket på ryggen. Jeg blev lagt på maven på gulvet. De trak en forlængerledning rundt om min hals og strammede til. Da var ved at miste bevidstheden, sagde de: ’Vent. Det er for tidligt. Du har ikke været igennem alle helvedes syv cirkler endnu’«.

Dette vidnesbyrd er en del af en ny rapport, »Nine Circles of Hell«, om Ruslands tilbageholdelse af ukrainere i officielle og uofficielle fængsler i Ukraine under den russiske besættelse siden februar 2022.

Rapporten indeholder 152 dokumenterede tilfælde af tortur og anden umenneskelig behandling. Torturen er så systematisk og udbredt, at der kan være tale om forbrydelser mod menneskeheden, konkluderer rapporten.

DIGNITY’s juridiske rådgiver Vadym Chovgan har skrevet rapporten sammen med Mykhailo Romanov fra Kharkiv Human Rights Protection Group (KHPG) og Vasyl Melnychuk fra European Prison Litigation Netowork (EPLN). De øvrige organisationer bag rapporten er Protection of Prisoners of Ukraine (PPU) og Ukraine without Torture (UwT).

»Det er første gang, at civilsamfundsorganisationer har haft adgang til ukrainere, der har været tilbageholdt under den russiske besættelse«, fortæller Vadym Chovgan . Han fortsætter:

»To forhold, der giver vores resultater vægt, er, at vores organisationer allerede overvågede fængsler før den russiske invasion, og at vi har været i stand til at tale med fangerne både under besættelsen og kort efter deres befrielse fra de besatte områder«.

Den nye rapport indeholder beviser fra både officielle fængsler og uofficielle interneringssteder, hvor Rusland har holdt ukrainere indespærret. Rapporten rummer vidneudsagn fra 121 ofre og vidner og beskriver i detaljer oplevelser af besættelsen set med de overlevendes øjne.

Rapportens ofre og vidner er både mennesker, som sad i ukrainske fængsler, da Rusland besatte dele af landet, og civile, som blev fanget af russerne for at blive straffet eller tvunget til at samarbejde.

Fysisk og psykisk tortur

De dokumenterede torturmetoder omfatter fysisk tortur såsom slag, elektriske stød, kvælning med gasmasker eller poser og generelt umenneskelige fængselsforhold. Psykologisk tortur er udbredt: falske henrettelser, trusler om henrettelse eller om meget grov vold rettet mod fanger og deres familier.

»De russiske styrker ville vise indsatte i fængslerne, at ’Rusland er tilbage’ eller ’Sovjetunionen er tilbage’. De indførte et meget strengere fængselsregime for at vise, at der nu gjaldt nye regler, og de ønskede at fremtvinge lydighed. Deres mishandling var især rettet mod ukrainske patrioter, ledere blandt de indsatte og tidligere ukrainske soldater«, forklarer Vadym Chovgan.

De russiske styrker ydmygede fangerne og nægtede dem grundlæggende rettigheder som medicin eller modtagelse af mad fra familien.

Ud over torturen dokumenterer rapporten tilfælde af drab. Således blev en varetægtsfængslet mand skudt og dræbt af russiske soldater den 11. maj 2022 i Kherson. Drabet er dokumenteret af 11 vidner i rapporten.

Det russiske militær bragte de indsatte i livsfare ved at opbevare ammunition og våben i fængsler, som derved blev militære mål.

Vadym Chovgan er ikke i tvivl om, at der kan være tale om forbrydelser mod menneskeheden:

»Vores rapport vurderer, at tortur og anden umenneskelig behandling er udbredt og systematisk i officielle og uofficielle fængsler under den russiske besættelse i Ukraine. Vi har dokumenteret en bred geografisk udbredelse af disse forbrydelser, og der er stærke fælles træk på tværs af besatte regioner og de forskellige fængsler med hensyn til metoder og ofre«, siger Vadym Chovgan.

Hent hele rapporten her.

Seneste nyheder