Frivillige græsrødder var med til at sikre et fredeligt valg i Nakuru-provinsen i Kenya

Joseph Omondi, direktør for DIGNITY’s samarbejdspartner MIDRIFT HURINET i Nakuru i Kenya.
Joseph Omondi, direktør for DIGNITY’s samarbejdspartner MIDRIFT HURINET i Nakuru i Kenya.

DIGNITY’s samarbejdspartner MIDRIFT HURINET organiserede hundredvis af demokratiaktivister og fredsambassadører under den kenyanske valgkamp

Selv om situationen endnu ikke synes helt afklaret i kølvandet på det kenyanske præsidentvalg den 9. august, ser Joseph Omondi, direktør for DIGNITY’s samarbejdspartner MIDRIFT HURINET i Nakuru i Kenya, tilbage på valgkampen og valget med tilfredshed.

»Vores fælles dagsorden var et fredeligt valg. Det har vi opnået sammen«, siger han.

Ifølge det officielle resultat fik William Ruto lidt over halvdelen af stemmerne ved præsidentvalget, mens modkanidaten Raila Odinga fik knap 49 procent. Resultatet anfægtes imidlertid af Odinga-lejren. Det er nu op til den Kenyas højesteret at beslutte, om valget og dets resultat skal godkendes, eller om der eventuelt skal holdes omvalg i november.

Byen Nakuru ligger i Nakuru County i den tidligere Rift Valley-provins 140 kilometer fra Kenyas hovedstad Nairobi. Traditionelt har Nakuru været centrum for uro og vold, som kulminerede ved de landsdækkende valg. I Nakuru mødte Jomo Kenyatta, Kenyas første præsident fra 1964 til 1978, hvide beboere i den tidligere britiske koloni og garanterede deres sikkerhed i den nye, uafhængige nation. Nakuru var en af magtbaserne for Kenyas anden præsident Daniel arap Moi, der regerede fra fra 1978 til 2002. Og Nakuru er, selv om området domineres af Kikuyu-folket og Kalenjin-folket, også hjemsted for mange andre etniske grupper.

Volden toppede i 2007-08

Volden omkring det kenyanske valg toppede i 2007-08, da op mod 1500 kenyanere blev dræbt og op til 600.000 blev internt fordrevet.

Det er den triste baggrund for MIDRIFT HURINET’s og Joseph Omondis arbejde. Med støtte fra DIGNITY og Udenrigsministeriet i København har MIDRIFT organiseret 320 frivillige i fredskomiteer, som har arbejdet aktivt for at opretholde fred og sammenhold op til valget. Komiteernes medlemmer er hovedsageligt ældre mennesker. Samtidig har MIDRIFT uddannet 300, mest yngre, kenyanere i et lokalt baseret lederudviklingsprogram for at sikre et fredeligt valg. MIDRIFT har også trænet 45 frivillige i psykologisk førstehjælp til mennesker, der måtte blive udsat for vold i forbindelse med valget.

»Vi har henvendt os til kvindeorganisationer, ungdomsorganisationer og trossamfund på en meget inkluderende måde for at nå en kritisk masse. Vi har dannet hold af frivillige, som kan arbejde som fredsambassadører på græsrodsplan«, forklarer Joseph Omondi.

De potentielle konflikter mellem de mange etniske grupper kan være en udfordring:

»Kenyansk politik handler ikke så meget om de politiske spørgsmål som om etnicitet. Vælgerne er meget loyale over for deres egen etniske gruppe, og i nogle tilfælde ønsker dominerende etniske grupper at tvinge andre grupper til at stemme sammen med dem«.

MIDRIFT’s arbejde bestod ikke kun i at sikre fred og sikkerhed, men også i at bevidstgøre vælgerne.

»Generelt er 80 procent af vælgerne mere eller mindre politisk analfabeter. I det Globale Syd forstærkes dette forhold af flere faktorer. Vi har undervist vælgere i, hvorfor det er vigtigt at stemme. Og vi har forsøgt at få dem til at fokusere på politiske programmer i stedet for etnicitet. En anden mission har været at fremme kvindelige ledere, og vi har nu fået valgt en del kvinder i Nakuru«, siger Joseph Omondi.

Han har ikke det fulde overblik over de mulige uregelmæssigheder ved valget. Men nogle rapporter tyder på, at medlemmer af valgkommissioner nogle steder ikke har været godt nok uddannet og har savnet de nødvendige redskaber. I nogle tilfælde har tilforordnede tilsyneladende nægtet at erstatte en ødelagt stemmeseddel med en anden. Det har nogle steder betydet, at vælgere har været forhindret i at stemme. Desuden kan der have været problemer med identifikation vælgere på valgstederne.

»Nogle mennesker var frustrerede og endte med ikke at stemme. Men det er nu op til vores højesteret at tage stilling til konsekvenserne«, siger Joseph Omondi.

Seneste nyheder