Torturoverlever: ’Bødlerne må ikke få det sidste ord om mit liv’

 

Dady de Maximo er filmmager, videoblogger, forfatter, modedesigner og lagermedarbejder. Som barn oplevede han ufattelige rædsler under folkedrabet på tutsierne i Rwanda. Først for nylig har han for alvor kunnet bearbejde dem.

Af Tarek Omar og Niels Rohleder

Den 12-årige Dady de Maximo Mwicira-Mitali så fra vinduet sin mor komme løbende hjem fra det lokale indkøbscenter med rædslen malet i ansigtet. Det var torsdag den 7. april 1994.

Inde i huset bad moren en hastig bøn til Jomfru Maria, inden hun instruerede børnene om at gemme sig i familiens bananplantage.

Folkedrabet på tutsierne var begyndt. Ikke alle i familien skulle overleve det. Og de, der gjorde, blev mærket for livet.

Tutsier som Dady levede fredeligt side om side med flertalsbefolkningen hutuerne, da han i 1980’erne voksede op i en forstad til den rwandiske hovedstad Kigali. Hutuer og tutsier gik i skole sammen, arbejdede sammen og var gode naboer.

I 1990 blussede gamle etniske modsætninger op. Den tutsi-ledede Rwandan Patriotic Front (RPF), som i dag er regeringsparti i Rwanda, indledte en guerrillakrig mod Rwandas hutu-ledede regering. De regeringskontrollerede medier blev fyldt med hadbudskaber rettet mod Rwandas tutsi-mindretal.

 

 

 

Præsidentens fly blev skudt ned

Om aftenen den 6. april 1994 blev et franskbygget Dassault-jetfly med Rwandas hutu-præsident Juvénal Habyarimana skudt ned med et jord-til-luft-missil, mens det gjorde klar til landing i Kigalis lufthavn. Om bord på flyet var også nabolandet Burundis hutu-præsident.

Allerede dagen efterstartede hutu-militsen Interahamwe og Rwandas militær folkedrabet på tutsierne. Det skulle vare mere end tre måneder.

Da Dadys mor kom løbende tilbage fra indkøbscentret, var regeringssoldater og medlemmer af hutu-militsen begyndt at skyde og slagte tutsier med macheter.

 

Da de mishandlede mig, sagde de:
’Bliv ved, indtil han ikke kan få børn'

 

Fra bananplantagen, hvor Dady gemte sig med sin moster, sine brødre, en fætter og en kusine, hørte de skrigene og genkendte stemmerne. Hutu-militsen slog deres naboer ihjel, mens de sang om at dræbe. Efter tre dage i bananplantagen søgte de tilflugt i den lokale afdeling af den tyske radiostation Deutsche Welle, hvor de i første omgang kunne få en vis beskyttelse, så længe de var omgivet af de tyske radiofolk og deres familier. Dér blev de genforenet med Dadys mor.

Men beskyttelsen var kortvarig. Efter yderligere et par dage kom FN-tropper til undsætning. Det vil sige, at de kom tyskerne til undsætning. En snes tyskere, radiomedarbejdere og deres familiemedlemmer, blev kørt til lufthavnen og beskyttet af FN, mens flere hundrede tutsier fra området blev ladt tilbage. Ved porten stod medlemmerne af hutu-militsen og sang, mens de svingede macheterne.

FN evakuerede kæledyr og lod tutsierne tilbage

»De løste ikke deres opgave. De skulle have beskyttet os. De evakuerede endda tyskernes hunde og katte«, fortæller Dady.

Hutu-militsen holdt derefter Dady og flere hundrede andre tutsier fanget på en skole. Det var mest kvinder og børn, da de fleste mænd allerede var dræbt. Hver morgen udspillede sig et makabert lotteri. Tutsiernes navne blev skrevet på sedler og lagt i en kurv. Derefter trak hutuerne sedler op fra kurven med navnene på dem, der den dag skulle føres bort og slås ihjel.

»På det tidspunkt indså vi, at vi ikke ville overleve. Vi ventede bare på at blive dræbt«, forklarer Dady.

Sådan gik dagene. 25. april blev en gruppe kvinder ført væk for at blive dræbt. Dadys mor bad ham holde øje med, hvor de blev ført hen. Han så sit snit til at følge efter, men blev opdaget. Han blev tvunget ind i en lang række med kvinderne. Sådan gik de i en halv times tid. De standsede ved et vandværk, hvor kvinderne og Dady blev voldtaget og næsten alle dræbt.

De skar ham på skulderen og mishandlede ham. Til sidst efterlod de ham bevidstløs blandt de døde kvinder.

Da han vågnede, var det mørkt, næsten daggry. Dady vendte nu tilbage til skolen, hvor han blev genforenet med sin mor.

»Jeg fortalte ikke nogen, hvad jeg havde været igennem«, siger Dady.

RPF på vej mod Kigali

De følgende dage blev dramatiske og blodige. Guerrillaerne fra (den nuværende præsident) Paul Kagames tutsi-bevægelse RPF var på vej mod Kigali for at stoppe folkedrabet på tutsierne.

27. april nåede RPF frem til området, og der udbrød voldsomme kampe. De sluttede dagen efter, da RPF havde erobret området, og Dady omsider kunne få lægehjælp til sine sår.

Under folkedrabet på tutsierne i 1994 mistede Dady sin niårige lillebror, som blev brændt levende af en mand fra hutu-militsen, som var hans gudfar. Hans lig blev kastet I en massegrav. Dady mistede også sin far, og mere end 100 familiemedlemmer blev massakreret under folkedrabet. Men hans mor, storebror og lillesøster overlevede.

Den 12-årige Dady blev en del af den nye hær, som blev bygget op af RPF. Han arbejdede med sikkerheds- og patruljeopgaver.

Model, radiovært, dokumentarist

Senere kom han ind som radiotekniker på den tyske radiostation, hvor han og familien havde søgt tilflugt under folkedrabet på tutsierne. Han arbejdede senere som fotomodel, radiovært, modedesigner og film-dokumentarist.

»Mine traumer drev mig til at arbejde hårdt, men om natten græd jeg. Jeg var plaget af angstanfald og opkast«, fortæller han.

»Jeg blev ved med at høre militssoldaternes ord inde i hovedet. Da de mishandlede mig, sagde de: ’Bliv ved, indtil han ikke kan få børn’. Jeg ville vise hele verden, at de ikke skulle have det sidste ord om mit liv«.

I 2009 havde Dadys dokumentarfilm om folkedrabet på tutsierne, By the Shortcut, premiere. Derefter gik han i gang med at lave en tegnefilmversion af filmen.

Det var under arbejdet med den, at han i 2011 pludselig blev overfaldet i sit hjem af to mænd, der sagde, de var soldater. De bandt ham, stillede ham spørgsmål om filmen og sagde homofobiske skældsord.

»De sagde: ’Alt hvad du har opnået, har du kun opnået, fordi du er bøsse’«, fortæller Dady.

De voldtog ham, skar noget af hans hår af, stak ham med en kniv i venstre hånd og forsøgte at brænde ham levende ved hjælp af benzin, de havde med.

Aktive år i Danmark

Dady vågnede op på sygehuset og forstod, at han ikke kunne blive i Rwanda. Takket være sit arbejde med film og mode havde han et Schengen-visum, som han brugte til at rejse til Europa. Måneden efter overfaldet i ankom han til Danmark som asylansøger. Året efter fik han asyl.

Dady har levet 10 aktive år i Danmark. Allerede som asylansøger skrev han for New Times, Røde Kors’ magasin skrevet af og for asylansøgere. Senere var han aktiv omkring Trampolinhuset, et mødested for asylansøgere og flygtninge i København. Han har i dag tusindvis af følgere på sin videoblog henvendt til den rwandiske, burundiske og congolesiske diaspora og har netop udgivet en bog på fransk om de henrettelses- og torturmetoder, som hutuerne brugte mod tutsierne i 1994, og hvordan tutsiernes lig blev ført bort med flodvandet.

Men traumerne forblev ubearbejdede i lang, lang tid.

En hadbesked på internettet for et par år siden bragte dem tilbage med fuld styrke.

»Jeg følte mig forhadt i Rwanda og afvist i Danmark. Og det blev ikke bedre af at høre, hvad danske politikere sagde om flygtninge. Jeg følte, at der ikke var plads til mig i verden. Min kontakt til det danske samfund bestod af den kontanthjælp, der gik ind på min konto i Nordea«, husker Dady.

Behandling hos DIGNITY

Dady gik til lægen og blev til sidst henvist til behandling hos DIGNITY.

Han havde på det tidspunkt svært ved at gå uden for en dør og udeblev fra flere aftaler. Efterhånden opstod der et tillidsforhold mellem ham og psykologen, og Dady kunne mærke, at behandlingen hjalp.

Igen kom Dady til at tænke på bødlerne fra hutu-militsen:

»De var ved at få det sidste ord om mit liv. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke måtte lade dem vinde, for hvis jeg ikke tog imod hjælp, så ville de få ret – jeg ville være ubrugelig«.

I dag har Dady et arbejde og tjener sine egne penge, hvilket er vigtigt for ham.

»For nylig fik jeg penge tilbage i skat. Det var dejligt. Jeg føler, at samfundet anerkender, at jeg arbejder. På en eller anden måde eksisterer jeg. Jeg bidrager til samfundet. At modtage kontanthjælp, når jeg kunne arbejde, var ’tortur’ for mig. Det er vigtigt, at flygtninge får mulighed for at arbejde«, siger han.

Ved siden af arbejdet får Dady tid til at skrive og lave sin videoblog. Og det er sammen med hans tre børn i Danmark og de børn, han håber at få hertil på et tidspunkt, noget af det, der giver ham håb og en tro på, at han er ved at finde en plads i det danske samfund.

Det anslås, at omkring en million mennesker blev dræbt under folkedrabet på tutsierne i 1994.