Hvis du skal betale med dit liv, skal du ikke sælge det for billigt

 

Juristen Rasha Ibrahim gik ind i humanitært arbejde for at støtte oprøret mod Assad. Det betalte hun en høj pris for, men undslap til Danmark, hvor hendes mor havde søgt asyl. Knap syv år senere tog Udlændingestyrelsen opholdstilladelsen fra Rashas mor. Det fik Rasha til at afbryde sin behandling for torturskader

Af Niels Rohleder

»Der var bare to ting, man aldrig måtte tale om. Den ene var religion og den anden var politik. Så vi holdt vores mund«.

Sådan fortæller Rasha Ibrahim, 38-årig jurist fra Syrien, om sin opvækst i Damaskus.

Bortset fra, at de levede i en undertrykkende og korrupt étpartistat, havde familien det godt i Syriens velstående middelklasse. Faren var ingeniør, moren var folkeskolelærer, og de fire børn kom alle på universitetet.

»Jeg er ikke stramt opdraget. Jeg måtte selv bestemme, om jeg ville gå med tørklæde,« fortæller Rasha og griber fat om sit lange, sorte hår. »Vi måtte altid have vores venner på besøg derhjemme, uanset om det var drenge eller piger. Det var okay at have kærester«.

Da hun gik i 9. klasse, blev alle i klassen bedt om at skrive under på indmeldelsesblanketten til præsidentens parti, Ba’ath-partiet.

»Vi skulle underskrive. Ellers ville vores forældre blive kaldt til samtale«, forklarer Rasha.

Rashas underskrift var en betingelse for, at hun kunne få en uddannelse. Hver fredag blev eleverne undervist i alle de gode ting, som familien Assad og Ba’ath-partiet gjorde for syrerne.

Læs også historien om, hvordan Rasha måtte afbryde sin traumebehandling, da moren mistede opholdstilladelsen, og få to psykologers vurdering af konsekvenserne.

 

Den ny præsident

I 2000 døde den gamle præsident Hafez Al-Assad og blev afløst af sin søn, Bashar Al-Assad. I starten blev han opfattet som mere liberal end faren, og mange syrere var glade for, at det pludselig blev tilladt at se udenlandsk satellit-tv, og at de fik adgang til visse dele af internettet, som den nye præsident mente, at de kunne tåle at se.

Efter gymnasiet gik Rasha i gang med at læse jura. Ligesom flere af sine nærmeste venner havde hun en drøm om at blive dommer. Rasha og hendes studiekammerater foragtede landets korrupte og uretfærdige dommerstand.

I Rashas studieår skete der retspolitiske fremskridt.

»Da jeg var lille, var det tilladt for en mand at slå sin kone ihjel, hvis hun havde været ham utro. Det blev lavet om, så det blev gjort strafbart«, fortæller Rasha, der i studietiden var kvindepolitisk aktiv. Så længe man ikke generede præsidenten, kunne man godt arbejde for de små fremskridt.

Det Arabiske Forår

Mens Rasha var ved at færdiggøre sine studier, begyndte Det Arabiske Forår. I Syrien startede det i byen Daraa tæt på den jordanske grænse. En gruppe unge graffitimalere blev anholdt for deres regeringskritiske slagord, og regimet dræbte demonstranter, som forlangte dem frigivet.

Oprøret bredte sig fra by til by, men der gik nogle måneder, før det kom til Damaskus, der ligger omtrent 90 kilometer nord for Daraa.

I juli 2011 organiserede Rasha sammen med en gruppe andre studerende en demonstration mod præsident Assad. De havde regnet ud, at det ville tage 10 minutter for politiet at nå frem, så de havde lagt en flugtplan og planlagt en hurtig, videofilmet demonstration, hvor de holdt skilte med ordet »Frihed« op.

Da politiet kom, slap Rasha og hendes medarrangører væk. Desværre gik det mindre godt for fem andre, der spontant havde sluttet sig til demonstrationen, og som ikke havde forberedt flugtruter. Rasha så dem blive fanget og slået af politiet. Hun tror ikke, de lever i dag.

Medicinsmugler

Sammen med sin storebror, der er uddannet læge, kom Rasha med i det humanitære arbejde for Den Frie Syriske Hær, som havde forskanset sig i bydelen Qabun, som grænser op til Rashas barndomskvarter Barzeh.

»Det var min brors ven, som var sygeplejerske, der overtalte mig. Han sagde: ’Hvis de anholder dig ved en demonstration, bliver du dræbt. Så betaler du prisen bare for at demonstrere. Hvis du skal betale med dit liv, skal du ikke sælge det for billigt’. Hvis jeg virkelig ville gøre noget, skulle jeg hjælpe de sårede«.

Rasha begyndte at smugle medicinsk udstyr og medicin – morfin og antibiotika – ind i den belejrede bydel Qabun, hvor Den Frie Syriske Hær drev primitive felthospitaler. Rasha smuglede tingene gemt i sit lange hår under et tørklæde, i bh’en og i underbukserne.

Rasha modtog kodede sms’er camoufleret som parfumebestillinger: »Du må gerne købe Gucci til mig«, eller: »Jeg vil gerne have Chanel«. Gucci kunne så betyde: »Vi har brug for morfin«, og Chanel kunne stå for penicillin. Medicinen fik Rasha og de andre hemmelige kurerer ved hjælp af recepter, der var udstedt i deres navn. De købte den på forskellige apoteker. Indsmuglingen i den belejrede bydel gik godt. Ved hærens checkpoints fattede de ikke mistanke til den tørklædeklædte jurist.

Du må hjælpe os endnu mere

I efteråret 2012 kom brorens ven, sygeplejersken, igen til Rasha.

»Han sagde: ’Du må hjælpe os endnu mere. Jeg ved, at du er stærk. Du kan tåle at se børn, som har mistet deres hænder og ben’«.

Rasha meldte sig som frivillig hjælper på felthospitalerne i Qabun. Hun fik et førstehjælpskursus og lærte at sy sår sammen. Hun arbejdede ikke fuld tid, men blev tilkaldt, når der var særlig mange sårede, der havde brug for hjælp. Det var der ofte i 2012, mens Rasha tog sine sidste eksaminer på jurastudiet. Og de voldsomme kampe fortsatte.

Det var vigtigt for Rasha, at hendes indsats var rent humanitær.

»Jeg ville ikke bære våben og være ligesom Assad«, forklarer hun. Brorens ven, som fik hende ind i det humanitære arbejde, valgte siden den væbnede kamp. Han blev dræbt i Idlib i 2014.

Fulgte moren til lufthavnen

I foråret 2013 skulle Rashas mor på besøg hos Rashas storesøster, som i 2011 var blevet familiesammenført til Sønderborg. Den 18. maj 2013 fulgte hun sin mor i en taxi til lufthavnen i Beirut og kørte derefter tilbage til Damaskus, hvor præsident Assad i de dage satte ind med de første store angreb med giftgassen sarin mod indbyggerne i den belejrede bydel Qabun.

Rasha blev kaldt ind og mødte den 20. maj 2013 op på et felthospital, som var indrettet i en stor lejlighed i Qabun. Der var cirka 50 patienter, børn og voksne, der havde forskellige former for gas- og bombeskader. De 20 læger, sygeplejersker og førstehjælpere prøvede at hjælpe de forgiftede patienter. Da de manglede ilt til behandlingen, forsøgte de at åbne patienternes lunger ved at lade dem indånde lugten af løg efter en gammel naturmetode.

Efter at Rasha og de andre havde arbejdet 48 timer med at forsøge at redde ofrene, blev bygningen erobret af Assads hær. Soldaterne startede med at skyde alle patienterne. Behandlerne blev taget med som fanger.

Rasha blev bundet, fik en trøje over hovedet og blev smidt ned i et bagagerum sammen med en af de andre kvinder. Bilen kørte i cirka 10 minutter. Så førte soldaterne fangerne ned i en kælder.

Voldtægt, tæv og elektriske stød

Den første dag blev Rasha voldtaget af tre forskellige soldater. De følgende uger fortsatte voldtægterne.

Soldaterne stak også søm i hendes akillessener og forbandt med en ledning sømmene til en stikkontakt, så hun fik voldsomme elektriske stød. De gav hende falanga, som er slag under fodsålerne, bankede hende over hele kroppen og tvang hende til at bøje ryggen på en ekstrem måde.

På et tidspunkt brød en af medfangerne sammen.

»Hun sagde: ’Rasha kender navnene’«.

Dén besked fik torturbødlerne til at intensivere torturen af Rasha, men hun fortæller, at hun ikke gav efter. Hun tænkte på alle de lidelser, det ville medføre, hvis hun røbede navnene på andre læger, sygeplejersker og førstehjælpere, der arbejdede på Qabuns felthospitaler.

Rasha mistede tidsfornemmelsen i kælderen, hvor dage og nætter flød ud i ét. Flere af Rashas medfanger døde under torturen.

Befrielsen

Tidligt om morgenen mellem klokken halv fire og fire den 19. juni 2013 blev de overlevende fra felthospitalet befriet af Den Frie Syriske Hær.

Rasha og hendes medfanger opdagede, at de havde været holdt fanget på en fjernsynsfabrik. Blandt befrierne genkendte Rasha sin brors ven sygeplejersken, som fortalte, at både hun og broren var eftersøgt og ville blive henrettet, hvis de blev taget.

Imens i Sønderborg havde Rashas mor hørt, at både Rasha og hendes bror var taget til fange, og at familiens hus var skudt til ruiner af Assads tanks. Moren besluttede at søge asyl i Danmark. Samme måned, juni 2013, lykkedes det broren at undslippe til Dubai, hvor han i dag arbejder som læge.

Fløj til København

I Syrien bevægede Rasha sig langsomt uden om hærens checkpoints fra Damaskus og nordpå mod Aleppo og derfra videre til den tyrkiske grænse. Fra Istanbul fløj hun til København med et falsk pas, hun havde købt, og søgte asyl.

Rashas mor fik i første omgang afslag på asyl i Udlændingestyrelsen, som ikke mente, at hun var personligt forfulgt. Omkring dette tidspunkt ændrede Flygtningenævnet imidlertid praksis og vurderede, at en persons blotte tilstedeværelse i Damaskus ville betyde en alvorlig risiko for umenneskelig behandling. De danske myndigheder gik i en periode over til at give praktisk talt alle syriske asylansøgere beskyttelse i Danmark. Og i 2013 var myndighedernes praksis, at en flygtning kun kunne fratages opholdstilladelsen, hvis der er indtrådt varige og stabile ændringer i hjemlandet. Det skulle ændre sig i 2015.

»Vi havde dokumentation for, at myndighederne ville anholde min mor. Vi gav den til advokaten, men han brugte den ikke, for mødet i Flygtningenævnet blev helt kort. Min mor fik asyl uden, at de ville se dokumentationen«, siger Rasha.

Den vigtige dokumentation er i dag ikke til at opdrive, fortæller hun. Morens daværende advokat har den ikke længere, og familien gav den til advokaten uden at tage en kopi.

Rasha havde som torturoffer ikke vanskeligheder med at overbevise myndighederne om, at hun skulle have asyl.

Faren kom til Danmark

Familien slog sig ned i Sønderborg, hvor Rashas storesøster boede. Faren blev i 2014 familiesammenført med sin kone. Det var ikke første gang, han flygtede. Da han var en ung mand, fordrev den israelske besættelse ham fra hans barndomshjem i Golan-højderne under 1967-krigen. Han kom til Damaskus, kom i gang med ingeniørstudierne og mødte Rashas mor.

Også Rashas lillesøster slap ud af Syrien og er i dag gift i Dubai.

Her endte historien i første omgang lykkeligt.

Men i november 2014 fremsatte justitsminister Mette Frederiksen (S) et lovforslag, som sænkede tærsklen for, hvornår en flygtnings opholdstilladelse kan inddrages. Lovforslaget blev vedtaget med stort flertal i Folketinget i februar 2015 og betyder, at flygtninge, der som Rashas mor har fået asyl på grund af de »generelle forhold«, og som ikke anses for »individuelt forfulgte«, kan få inddraget opholdstilladelsen, selv om forholdene i hjemlandet fortsat er »alvorlige, skrøbelige og uforudsigelige«. Den nye praksis, som Folketinget i 2015 pålagde Flygtningenævnet at følge, gælder med tilbagevirkende kraft. Altså også for flygtninge, der har fået asyl inden lovændringen, som det er tilfældet for Rashas mor.

I gang med uddannelse og arbejde

Rasha var ivrig efter at komme i gang med at uddanne sig og arbejde i sit nye land. Først var hun i praktik hos en advokat, fordi hun drømte om at arbejde som jurist i Danmark. På et tidspunkt indså hun, at hendes juridiske lærdom fra Syrien ikke var meget værd i Danmark, og hun opgav de planer.

I 2015 fik hendes praktiserende læge i Sønderborg Rasha ind i et seks måneder langt behandlingsforløb hos DIGNITY’s samarbejdspartner RCT RehabiliteringsCenter for Traumatiserede i Haderslev. Her fik hun hjælp til sine fysiske og psykiske skader efter torturen af en læge, en psykolog, en fysioterapeut og en socialrådgiver. Nogle af skaderne og smerterne må hun leve med resten af livet, men både RCT og hendes egen læge har hjulpet hende.

Da Rasha måtte opgive drømmen om at arbejde som jurist i Danmark, rejste hun til Aarhus for at blive bygningsingeniør. Den advokat, hun havde været i praktik hos, skaffede hende to værelser hos en ældre herre i Tilst, hvor Rasha fik lov at bo. Hendes husvært er død i dag, men hans familie kalder hun i dag »min danske familie«.

Nye regler om permanent ophold

Rasha nåede to semestre på ingeniørstudiet. Men i januar 2016, længe efter Rasha og morens ankomst til Danmark, vedtog Folketinget at ændre udlændingeloven, så man ikke længere kunne optjene ret til permanent opholdstilladelse, mens man var under uddannelse. Kravet var nu ordinært fuldtidsarbejde.

Så Rasha droppede ud af ingeniørstudiet og kom ind på den kortere uddannelse til social- og sundhedshjælper. Under uddannelsen blev hendes far alvorligt syg af kræft. Trods en stor operation døde han i september 2017. I dag ligger han begravet ved den lille, hvide landsbykirke i Ulkebøl ved Sønderborg. Fra sin lejlighed har Rashas mor kun få minutters gang, når hun skal besøge graven. Tre dage efter begravelsen bestod Rasha den afsluttende eksamen i grundforløbet på SOSU-uddannelsen.

Rasha arbejder i dag på fuld tid som SOSU-hjælper i Aarhus Kommune og derudover som afløser i Favrskov Kommune. Mange arbejdsdage er på 16 timer. Hun betaler topskat. Men der er god brug for hver eneste øre, hun tjener. Hendes mors husleje er højere end den integrationsydelse, hun modtager fra kommunen. Uden pengene fra Rashas overarbejde, ville tingene ikke hænge sammen.

Arbejde og mere arbejde

Rashas liv består af arbejde, arbejde og mere arbejde. Hun viser kalenderen frem, hvor hun de fleste dage har dobbeltvagter og lige kan nå at køre fra en aftenvagt i den ene kommune til en nattevagt i den anden.

»Nogle gange bliver jeg helt træt og stresset. Så sidder jeg på badeværelset og græder«, siger Rasha, der imidlertid ikke har opgivet sine uddannelsesmæssige ambitioner. Hun vil gerne videreuddanne sig til sygeplejerske.

I september 2020 var Rashas mor til en seks en halv time lang samtale hos Udlændingestyrelsen i Sandholm. Rasha fulgte hende derover og sad udenfor og ventede. I Udlændingestyrelsens samtalereferat kan man læse, at sagsbehandleren stillede en lang række mistroiske spørgsmål. Blandt andet sagde sagsbehandleren ifølge referatet, at »det virker usandsynligt, at datteren (Rasha, red.) har været anholdt af de syriske myndigheder«. Det fremgår tydeligt, at sagsbehandleren ikke mente, at Rashas mor ville være forfulgt i Syrien.

’Din opholdstilladelse kan ikke forlænges’

Brevet fra Udlændingestyrelsen kom i januar 2021: »Din opholdstilladelse kan ikke forlænges«, står der i overskriften. Længere nede i brevet kan man læse: »Vi vurderer, at du ikke har sandsynliggjort, at du er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af, at dine to voksne børn, Rasha og (brorens navn), er eftersøgt af de syriske myndigheder«.

Der står i brevet, at »der ikke er oplyst om«, at Rashas mor skulle være i et afhængighedsforhold til sine børn i Danmark, og at familieliv mellem forældre og voksne børn som udgangspunkt ikke er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Der står også, at morens diagnosticerede skæve rygsøjle, slidgigt, sukkersyge, smerter i overkroppen, problemer med tarmen, forhøjede blodtryk, PTSD og en række andre diagnoser ikke kan føre til en anden afgørelse.

’Politiet kan udsende dig til Syrien’

I brevet afslutter Udlændingestyrelsen med beskeden om, at »Politiet kan udsende dig til Syrien«, hvilket er en sandhed med modifikationer, eftersom Danmark af udenrigspolitiske grunde ikke samarbejder med Assad-styret og derfor ikke tvangsudsender afviste asylansøgere og flygtninge, der har mistet opholdstilladelsen til Syrien.

For juristen Rasha er det vigtigste argument for, at hendes mor skal have lov at blive i Danmark, at Assad-styret er kendt for at forfølge sine modstanderes familiemedlemmer.

»Hvis min mor rejser til Damaskus, vil hun blive taget til fange. De vil bruge hende til at lægge pres på min bror og mig. Hvis nogen går imod Assad, er det familien, der betaler prisen«, siger Rasha.

I øvrigt har Rashas mor intet at vende tilbage til i Damaskus. Huset blev skudt i smadder i 2013, og hendes og hendes afdøde mands familie er i dag spredt som flygtninge ud over Europa og Mellemøsten. Hun var allerede inden rejsen til Danmark i 2013 holdt op med at arbejde på grund af sit dårlige helbred.

Overfaldet i februar

Få uger efter Udlændingestyrelsens brev til moren havde Rasha en meget ubehagelig oplevelse på sit arbejde. En dement, men fysisk stærk, borger greb fat i hendes hår og holdt hende fast, indtil en kollega kom og befriede hende.

Overgrebet satte gang i erindringerne fra torturkælderen under fjernsynsfabrikken i Qabun i 2013. Det hele vendte tilbage i form af flashbacks.

Rasha tog igen kontakt til RCT i Haderslev, som havde hjulpet hende i 2015. Hun nåede at tale med sin psykolog tre gange, inden hun afbrød behandlingen. Hun magtede ikke at genbesøge torturen, når hendes mor netop havde mistet opholdstilladelsen og fået beskeden om, at »Politiet kan udsende dig til Syrien«.

Nu er familiens sidste håb, at Flygtningenævnet når frem til en anden afgørelse i morens sag. Men juristen Rasha er skeptisk:

»For nylig gav Flygtningenævnet en kvinde på 68 med Alzheimer besked om, at der ikke var noget til hinder for, at hun rejste tilbage til Syrien. Så jeg ved ikke, om jeg tør tro på, at de lader min mor blive i Danmark«.

Eftersom Rashas mor af udenrigspolitiske grunde ikke vil blive tvangsudsendt til Damaskus, kan hun vælge at blive i Danmark, også selv om Flygtningenævnet bekræfter Udlændingestyrelsens afgørelse. I så fald vil hun blive sat ud af sin lejlighed, miste sin beskedne integrationsydelse og den tilværelse, hun har bygget op. Hun vil blive overført til et udrejsecenter.

»Hvis Flygtningenævnet også siger nej til at forlænge min mors opholdstilladelse, har vi talt om, at hun skal prøve at komme til Tyskland, hvor vi har familie. Dér behandler de syriske flygtninge bedre end i Danmark«, siger Rasha.