DIGNITY hjælper med at dokumentere tortur i Hviderusland

I sidste uge besøgte oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja DIGNITY, hvor vi fortalte hende om den nye selvhjælps-guide til dokumentation af tortur

Hviderusland var på dagsordenen i Danmark i sidste uge, hvor landets oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja var på besøg for at modtage Politikens Frihedspris, mødes med danske politikere og menneskerettighedsorganisationer.

Fredag d. 23. oktober 2020 besøgte hun DIGNITY, hvor vi fortalte om den selvhjælps-guide til dokumentation af tortur og anden mishandling, som læger og jurister fra DIGNITY har udviklet sammen med vores hviderussiske samarbejdspartner Viasna.

Omkring det omstridte præsidentvalg 9. august 2020 blev tusindvis af hviderussere frihedsberøvet efter at have deltaget i fredelige demonstrationer. Uafhængige menneskerettighedsorganisationer fortæller, at mange blev udsat for grov mishandling og tortur.

Hvis tortur og anden mishandling skal dokumenteres, er det helt afgørende, at der tages billeder og notater, mens skaderne er friske. Ikke alle ofrene har adgang til organisationer eller fagpersonale, der kan hjælpe med dokumentationen. Derfor er DIGNITY og Viasna gået sammen om at lave en guide.

I videoen fortæller DIGNITY-læge Lisa Michaelsen om baggrunden for guiden:

Foto: Pexels.com

Seneste nyheder