VI HJÆLPER FLYGTNINGE MED AT REJSE SIG EFTER TORTUR

Vores læger, psykologer, fysioterapeuter og socialrådgivere i København og partnere ude i verden møder hver dag på arbejde for at hjælpe flygtninge med psykiske lidelser og deres familier med at få livet tilbage.

Vi har brug for din støtte til at hjælpe flygtninge med at rejse sig efter krig, flugt og tortur. Her på siden kan du læse mere om vores arbejde og læse mere om, hvordan du kan melde dig ind i kampen mod tortur .

DANMARK

Mindst 30 procent af alle flygtninge i Danmark lider af PTSD og angst efter skader fra krig, flugt og tortur.

Du møder dem nok i bussen eller i toget. Måske er det en person, som er dårligt gående, fordi han er blevet pisket under fødderne i en kælder på en politistation. Måske er det person, der undgår øjenkontakt, fordi hun er blevet knækket under tortur.

Fælles for dem er, at deres ar ofte er usynlige.

Men i DIGNITY kender vi deres historier. De er blevet fængslet og udsat for tortur for at gå med i en demonstration, eller fordi de tilhører en minoritet.

De bærer dybe psykiske ar fra krig, hvor de har set venner, naboer og familiemedlemmer forsvinde for aldrig at høre fra dem igen. De har set deres partner, ven eller barn drukne i Middelhavet på flugt fra krig.

De har brug for støtte til at rejse sig igen.

Mange ved desværre ikke, at der er hjælp at hente. Og for hver dag, der går uden behandling, forværres deres symptomer - især under corona, hvor mange er plaget af angst og ensomhed.

Den gode nyhed er, at hjælpen findes, og at de kan få det bedre.

Sådan behandler vi flygtninge med psykiske skader

I 1982 blev vi grundlagt af den verdenskendte læge Inge Genefke. Vi var et af de første centre i verden, som hjalp og behandlede torturoverlevere.

Siden er vores læger, psykologer, fysioterapeuter og socialrådgivere dagligt mødt ind i vores klinik i København for at hjælpe flygtninge med psykiske lidelser og deres familier med at få livet tilbage.

Det er mennesker, som har brug for vores og din hjælp til at opbygge en ny tilværelse for dem selv og deres familier.

Mød nogle af vores behandlere. Klik PÅ + for at læse NOGLE PATIENThistorieR
En mor står og kigger på sine børn. De slås om adgangen til familiens eneste computer for at kunne følge med i onlineundervisningen. Børneskrigene bliver højere og højere. De minder moren om dengang, soldater brød ind i deres hjem under krigen og mishandlede hendes mand. Dengang skreg børnene også. Angsten og de mørke tanker overrumpler hende igen, og hun skriger i desperation foran børnene, der bliver bange og gemmer sig.  Hun skammer sig over sin reaktion.   Under corona har børnene været hjemme. Det har, sammen med den manglende struktur i hverdagen og angsten for corona, gjort hverdagen svær for mange flygtninge med psykiske lidelser. Det er patienter, som typisk har været udsat for grusomheder og ondskab, som de færreste af os kan forestille. Jeg vil spare jer for detaljerne.   En stor del af dem, som vi behandler i DIGNITY, er så forpinte på grund af PTSD og angst, at hverdagen ofte er en kamp at komme igennem. Men de kæmper virkelig. Deres sejre kan virke små, men de er enorme, når man forstår, hvor stor en belastning traumer kan være for et menneske. Én patient med svær PTSD drømmer for eksempel om at kunne lave en simpel kop kaffe uden at miste besindelsen, når han spilder en tår af kaffen på gulvet. En anden drømmer om at kunne gå forbi en skraldespand uden at blive mindet om lugten af lig fra krigen.   Når mine patienter vender tilbage i behandlingsrummet og fortæller mig, at de nu bedre kan håndtere tankemyldret og vreden foran deres børn, at det er lykkedes at lave en kop kaffe, og at det nu er muligt at gå forbi en skraldespand uden at bryde sammen i gråd, er det utroligt opløftende. Som psykolog for flygtninge med psykiske skader handler mit arbejde om at genopbygge disse menneskers tillid til deres omverden og medmennesker. Et lille skridt ad gangen. Det er et arbejde, som jeg er stolt af, og som jeg håber, at du vil støtte.

For flygtninge med psykiske lidelser kan en simpel kop kaffe være en uoverskuelig opgave

For nogle år siden trådte en mand ind på mit kontor. Han var flygtet fra Iran. Han havde han været udsat for tortur og led af PTSD. Til vores første møde sagde han – helt uden øjenkontakt – at han overvejede at tage sit eget liv.   Han var kommet alene til Danmark og flyttede derefter ud i en lille by. Her var han overladt til sig selv, og ensomheden tog hårdt på ham. De mørke tanker fra fængslet i Iran, hvor han var blevet tæsket og hængt op på en yderst smertefuld måde, fyldte mere og mere. Mest af alt genoplevede han dengang, han fik bind for øjnene i fængslet, blev smidt ind i en varevogn og kørt ud af byen. Her blev han placeret, hvor han sad på knæene og ventede på at blive henrettet: Han blev siddende og ventede, men ingenting skete. Pludselig satte vagterne sig ind i deres varevogn og kørte igen. Han tog bindet fra øjnene og så, at han var blevet efterladt et sted langt fra byen. I det øjeblik besluttede han sig for at flygte fra Iran.   Nu sad han foran mig og bad om hjælp.  Når jeg i dag kigger jeg på journalen fra vores første samtale, kan jeg se, at det er ord som selvmord og isolation, der springer i øjnene. Selv om han havde mistet håbet, ønskede han at få det bedre, og sammen med fysioterapeuterne og socialrådgivere hjælp vi ham i gang.  Jeg glemmer aldrig den dag, han mødte op til behandling og sagde, at han nu ikke længere isolerede sig i sit hjem. Det var nu lykkedes ham at gå en tur på 20 minutter i naturen.  Noget som var utænkeligt blot få måneder før.   Det var ikke kun behandlingen hos DIGNITY, som hjalp ham med at rejse sig igen. Det var også hans viljestyrke og mod til at acceptere fortiden og ønsket om at få det bedre. Senere fik han et job i en stor IT-virksomhed og fik en helt ny chance for at leve sit liv. Historien om manden gør mig utrolig glad og viser, at det aldrig er for sent at søge hjælp.

Jeg glemmer aldrig denne mand. Han var klar til at give slip på livet, men så kæmpede han

Der er især én historie, som bliver ved med at vende tilbage til mig.   Den handler om en kvinde, der var flygtet fra krigen i Syrien. Hun kæmpede med traumer fra krig, flugt og overgreb.   Når vi arbejder med svære traumer, kan det udspille sig forskelligt i vores behandlingsrum. For denne kvinde blev første gang i et varmtvandsbassin en voldsom oplevelse.   Hun nåede lige at træde ud af omklædningsrummet, og så stivnede hun. Synet af vandet i bassinet sendte en voldsom angst igennem hendes krop, og hun kæmpede med at trække vejret.   Min syriske patient kom ikke i vandet den dag, og jeg havde aldrig troet, at hun ville dukke op i bassinet igen efter den dag. Men jeg tog fejl.   For næste uge mødte hun op igen med inspirerende mod. Og jeg kunne mærke, at hun blev mere og mere tryg. Hun fortalte, at hun engang havde elsket at svømme. At hun ikke kunne genkende sig selv. »Se, Christina, jeg gør det!«   Det var rørende at se, hvordan hendes fødder slap bunden og lod vandet bære hende.   Det her er historien om overleveren – ikke offeret.   Efterfølgende fortalte kvinden mig, at hun var begyndt at tage sine børn med på stranden. Noget, som hun ikke havde gjort, siden hun boede i Syrien.  

..jeg havde aldrig troet, at hun ville dukke op i bassinet igen efter den dag. Men jeg tog fejl.

Én historie skiller sig især ud fra mit arbejde. Den handler om en mand, som flygtede til Danmark med sin kone og børn på grund af borgerkrigen i Bosnien. Han var traumatiseret af krigens rædsler, men holdt sig alligevel beskæftiget med tre jobs. Han håndterede traumerne ved at arbejde og tilbragte ellers fritiden med at fiske. En dag faldt han ned fra et stillads og kom slemt til skade. Han kunne ikke længere arbejde, og langsomt boblede traumerne frem i ham. De overtog hans liv i en sådan grad, at han ikke kunne holde ud at være sammen med sin kone eller børn. Han søgte tilflugt i fisketurene til søen, men heller ikke her fandt han ro. Når han kiggede ned i havet, så han ikke vand længere, men blod. Han stod nu midt i krigszonen igen. Manden blev henvist til behandling hos os og de første par måneder lå han bare i fosterstilling. Han havde ondt over det hele, og jeg brugte det meste af vores første timer sammen med at forsøge at lindre hans smerter. Med tiden begyndte han dog at lukke op for sine tanker og oplevelser. Hans familie blev inddraget i behandlingen, og han viste tegn på bedring. I begyndelsen var han end ikke i stand til at tage bussen alene på grund af angst. Så først tog jeg bussen med ham, derefter tog sønnen bussen med sin far, og herefter kunne han alene. Vi afsluttede terapiforløbet med en fisketur. På det her tidspunkt havde han undgået vandet i flere år. Aldrig har jeg set et menneske være så lykkelig, som da han stod ved havet med fiskestangen i hånden igen. Han trak vejret dybt, og smed sin snøre ud i vandet og genvandt langsomt en del af sig selv.

Når han kiggede ned i havet, så han ikke vand længere, men blod

Krigstraumer rammer hele familier

Når vi behandler traumatiserede flygtninge, øger vi ikke kun deres sundhed. Vi øger også deres muligheder for at varetage et arbejde og skabe et bedre liv.

Behandlingen har også positiv virkning på børnene i familierne og deres muligheder for at trives i børnehaven, skolen og foreningslivet.

Det er ikke svært at forstå, at man som barn påvirkes, hvis mor eller far dagligt føres tilbage til torturkamrenes rædsler, og deres skrig fra mareridt vækker huset hver nat.

Vores psykologer møder dagligt børnene i vores behandlingsrum. F.eks. drengen, som forlader sine kammerater i hvert frikvarter for at ringe til sin mor – bare for at høre, om alt er i orden.

Eller barnet, som gemmer sig på toilettet, hver gang han hører en bil med udrykning, fordi hans far besvimer, når han hører politisirener, fordi de minder om krigen.

Når vi ikke forebygger med traumebehandling, får det vidtrækkende konsekvenser for disse børns hverdag og trivsel.

 

INTERNATIONALT

 

Vi behandler ikke kun flygtninge i Danmark.

Vi er også til stede i flere lande, hvor vi træner lokale professionelle og frivillige, så de selv kan behandle og støtte børn og voksne, som er flygtet fra krig og tortur. Og behovet har aldrig været større.

I dag er 80 millioner mennesker fordrevet fra deres hjem på verdensplan. Heraf er godt 26 millioner på flugt uden for deres eget land.

Tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, viser, at i dag lever mere end hvert femte menneske påvirket af krig med en sindslidelse. Det er tal, som vinder om et akut behov for handling.

 

 

 

Psykiske lidelser rammer flygtninge hårdt

Vores forskning har vist, at syriske flygtninge er en særligt udsat gruppe, hvor 43 procent lider af PTSD, 40 procent af depression, og 26 procent har angst.

Borgerkrigen i Syrien siden 2011 og flygtningenes oplevelser af drab og nedskydninger samt tortur i fængslerne kan være årsager til, at netop syriske flygtninge tilsyneladende er særlig hårdt ramt.

Flygtninges psykiske lidelser betyder i mange tilfælde, at de er ude af stand til at passe et arbejde, gå i skole eller bare gøre helt dagligdags ting, som er selvfølgelige for de fleste mennesker. Mange af dem lever i flygtningelejre eller under dårlige forhold i slumområder. Kun de færreste har adgang til behandling for deres psykiske problemer.

Når man har så dybe ar på krop og sind, er det svært at komme videre i livet uden professionel hjælp.

Vi samarbejder med lokale partnere

DIGNITY træner og underviser lokale psykologer, fysioterapeuter og andre behandlere i at støtte traumatiserede flygtninge i lande som Syrien, Jordan, Libanon, Yemen, Tunesien, Irak.

Vi arbejder på at give vores partnere de bedste redskaber og den nyeste viden til at hjælpe traumeramte til at fungere bedre i dagligdagen og deltage i samfundslivet gennem f.eks. uddannelse og arbejde.

Smerter efter tortur kan være ubærlige og medføre, at man ikke kan bevæge sig som før. At række ud efter mælken i køleskabet, spille bold med ens barn eller gå op ad trappen bliver nu en daglig kamp.

Her hjælper vores partnerorganisationer flygtninge med at genvinde en aktiv hverdag på trods af kroniske smerter, PTSD og stress.

Vores partnere i Jordan er til stede i verdens største lejr for syriske flygtninge, Zaatari, hvor der bor omkring 80.000 flygtninge. Her behandler deres fysioterapeuter og psykologer flygtninge med fysiske og psykiske skader fra krigen i Syrien

I Libanon rykkede vores lokale samarbejdspartnere hurtigt på gaderne med psykisk førstehjælp, da eksplosionen i august dræbte over 200 mennesker og sårene 6.500.

MØD nogle af vores SAMARBEJDSPARTNERE

Mennesker kan hele efter grusomme oplevelser

Den psykosociale hjælp er afgørende for, at traumeramte flygtninge kan være der for deres børn, partnere og lokalsamfund.

Rettidig behandling skaber også bedre forudsætninger for, at de en dag kan være med til at genopbygge deres land, når krigen er overstået og undertrykkelsen ophørt.

Mennesker er modstandsdygtige og kan med den rette støtte også hele fysiske og psykiske skader efter borgerkrige, tortur eller en farefuld flugt.
Men det forudsætter, at behandlingen er tilgængelig.

Vi arbejder for at den hjælp altid er tilgængelig for de flygtninge, som har allermest brug for hjælpen. Derfor træner og støtter vi lokale psykologer, læger og fysioterapeuter, som er helt tæt på de krige og konflikter, som flygtninge lever under eller er flygtet fra.

Det er et arbejde, som vi er stolte af, og som vi håber, at du vil støtte.

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte DIGNITYs fundraisingafdeling på fundraising@dignity.dk